Alle heste har udfordringer

Kender du det? Du er så træt af at arbejde med det samme problem hos din hest. Om det så er, at den har svært ved bøje sig til højre, at køre i trailer eller at ride med andre på banen.

Du bestemt ikke alene. Jeg oplever det hos næsten alle mine ryttere. De mister modet og motivationen i kortere eller længere perioder grundet et bestemt ”problem” eller som jeg hellere vil kalde det, en udfordring. For eleverne ser det som et problem, mens jeg ser det som en udfordring. Jeg oplever, hvordan de fortæller mig, at de ville ønske, den ikke gjorde det her, eller havde nemmere ved det her, men sandheden er, at havde deres hest ikke den udfordring, jamen så havde den bare en anden – for ALLE heste har noget, de har svært ved. Ligesom mennesker. De der er gode til at regne, er måske ikke gode til at stave. Eller de som er gode til at være sociale, er måske ikke gode til at koncentrere sig. Ingen er gode til alting.

Som rytter kan det svært at se fremad, når man kun har én hest og knokler med den samme udfordring i en lang periode. For så fylder det enormt meget hos rytteren og det kan være svært at se de positive ting i udviklingen, når udfordringer overskygger det hele. Ryttere med flere heste har det nemmere, da udfordringer oftest vil være forskellige fra hest til hest, medmindre problemet ligger hos rytteren, og det er ham eller hende, der forsager forhindringen. Derfor er det vigtigt, at man først og fremmest ser indad, når man støder på udfordringer, der ikke løses med øvelse. Måske rytteren har en skævhed i kroppen, eller mangler de rigtige værktøjer. Nemmest har dog de ryttere, der har redet mange heste i en årrække, da de har prøvet mange udfordringer, men også formået at løse dem. De ved, det blot er en svær periode, de skal igennem og ved, at det skridt tilbage de tager tilbage nu her betyder blot, at de rykker to frem, når de kommer igennem perioden og får fundet løsningen på udfordringen.

Så tænker du sikkert, jamen nogle ekvipager glider bare lige igennem alle øvelser. Jo, men du ved ikke, hvordan det føles i de øvelser. Måske rytteren skal hjælpe ekstra meget, men blot har trænet så godt og effektivt, at det ikke kan ses. Måske hesten derhjemme ikke kan gå på fold, fordi den stresser. Det kan også være, at rytteren har gjort så godt et arbejde, at de er kommet igennem udfordringerne, så det ikke længere er en hindring. For én ting er sikkert, der er og kommer udfordringer hos alle heste.

Derfor gør jeg meget ud af i min vejledning og undervisning at forsøge at få eleverne til at elske processen. De skal synes, det er spændende at løse udfordringen. De skal få blod på tanden til at finde løsninger og tænke ud af boksen. For i sidste ende er det den tankegang og det gå-på-mod, der skal udvikle dem som rytter. Dygtigere ryttere, der har skrevet lærerige bøger, vidste heller ikke, hvordan man gjorde. De måtte også forsøge sig frem og mærke efter, hvilke teknikker der gav en positiv respons og hvilken, der gav en negativ og så lærte de af det. I dag er ryttere så bange for at gøre det forkert, at de hellere vil gøre ingenting end at forsøge sig frem. Det synes jeg er en ærgerlig tendens. Ingen ryttere bliver dygtigere, hvis der ikke bliver lavet fejl, for det er af fejlene, man lærer mest.

I den forbindelse tænker jeg ofte på sætningen ”Man skal falde af 100 gange, før man bliver en dygtig springrytter”. Jeg husker den tydeligt igennem mine pony-år, for man følte altid et kæmpe nederlag, når man måtte en tur i gruset, men denne sætning ændrede den følelse. For nu var man én afsidning mindre mod målet. Det var inden, jeg valgte at fokusere på dressur, men jeg ville ønske, der var en sætning, der kunne give den samme følelse hos dressurryttere, når de begik fejl eller stødte hoved mod muren. For at falde af er jo også en ”fejl”, men den fejl er gjort til en positiv ting. Så sætningen i dressur kunne måske omdannes til, at hver gang du støder på en udfordring og får løst den, så er det én udfordring mindre, ekvipagen skal igennem frem mod målet. Det er i hvert fald en tankegang, jeg håber, vil sprede sig i almene dressurtræning.

Under mine træneruddannelser blev vi ofte mindet om, at dressur var den sværeste sport rent teknisk, og det var netop af den grund, jeg valgte at dygtiggøre mig her. For jeg elsker at nørde de små ting. Hvilken stor indvirkningen, de små ting har. Derfor er det også vigtigt, at man har forståelse for, at selvfølgelig er det skide svært, men man skal synes, det er fedt, at det er svært, for så føles sejrene endnu større!

Så næste gang du arbejder med din hest, om det er i sadlen eller fra jorden, så gå til opgaven med tålmodighed, nysgerrighed og viljestyrke. Udfordringer er til for at gøre dig en bedre rytter i sidste ende.